Sparetips

3 metoder til at spare på madbudgettet

Kender du det at du går i supermarkedet for at handle ind til aftensmad, og når du kører Dankortet igennem, så har du købt langt mere end du havde planlagt? Det er faktisk ganske normalt. Lad os se på hvad du kan gøre.

1. Lav altid en indkøbsliste

Hvis du har en plan når du går ud og handler, så vil du opleve at du bruger langt færre penge. Planen kan blot være en indkøbsliste som du har lavet hjemmefra, hvor du kun har skrevet de ting ned som du skal bruge.

Gør du det, så vil du også opleve at du får handlet hurtigere og dermed får mere tid til andre ting.

2. Lav en ugentlige madplan

Hvis du udvider din indkøbsliste til at være en ugentlig madplan, så vil du opleve at dit madbudget begynder at blive mindre. Jo mere struktureret du laver din madplan des bedre.

Du skal minimum planlægge 3-4 dages aftensmad i træk, og sørg for at du kan bruge råvarerne igen og igen. Laver du f.eks. en ret hvor du skal bruge et halvt sellerihoved, så skal du sørge for at kunne bruge resten af hovedet senere på ugen.

Det behøver ikke kun være grøntsager. Køb f.eks. en hel kylling og spis den, den ene dag. Og dagen efter bruger du resterne til en kyllingesalat.

Friske krydderurter er også et område der ofte spildes. Du har måske lige brug for en håndfuld koriander til en ret om mandagen, og herefter står urtepotten bare og bliver dårlig. Sørg for du kan få brugt krydderurterne  senere på ugen, eventuelt ved at lave madtemaer. Italiensk den ene uge, thailandsk den næste uge, og så videre og så videre.

Dermed undgår du madspild.

3. Lav dobbelt portioner

En tredje metode er at lave dobbelt portioner af din mad, hvilket faktisk ikke altid kræver dobbelt op af ingredienser. En bolognese sauce kan du f.eks. spæde op med ekstra tomater, lige som en gang boller i karry kan spædes op med ekstra sauce.

Når du laver dobbelt portioner, så har du mad til en anden aften. Noget egner sig måske til frysning, andet til en frokost dagen efter og noget igen til aftensmad senere på ugen.